Her kan du læse klientinformation for Laser/IPL behandling med Nordlys Ellipse for hårreduktion, karsprængninger og hudforyngelse.
Permanent hårreduktion
- Ellipse Nordlys IPL er en hurtig, effektiv og næsten smertefri behandling. IPL lyset absorberes i det enkelte hårs farve, hvorefter lyset omdannes via farven til varme. Denne varme ødelægger hår rodens evne til igen at producere et nyt hår. Behandlingen er mest effektiv på sorte/mørke hår grundet den store koncentration af melanin i mørkt hår. Hudens farve har også betydning. Ved lys hud er forskellen mellem hårets og hudens farve tydelig, hvilket gør det lettere at få et effektivt resultat.
- Behandlingen virker IKKE på grå, hvide og røde hår, grundet hårets lave melaninindhold. Dun hår kan IKKE fjernes, da de ikke kan optage tilstrækkelig med lys. Ellipse har mange års erfaring med uønsket hårvækst/hårreduktion. Dog gøres opmærksom på, at flere faktorer kan være medvirkende til, at der på et senere tidspunkt, vil kunne opstå ny hårvækst i det behandlede område.
- Der kan dog ved grå, hvide og røde hår behandles med Nordlys Ellipse, såfremt man ønsker en langsommere hårvækst. Denne form for behandling er ikke en permanent hårreduktion, men en ”afskrækning” i hårvæksten således, at hårvæksten gror langsommere. Her kræves mindst 20 behandlinger med 4-6 ugers mellemrum samt 4-6 årlige opfølgninger.
Karsprængninger
- Ellipse lys er en hurtig, effektiv og næsten smertefri behandling. Lyset ledes gennem glasset til behandlingsområdet. Lyssystemet filtrerer det unødvendige lys fra med et dual mode filter. Derved rammer kun det lys, der skal bruges til behandlingen af dine kar. Lyset korresponderer kroppens indhold af hæmoglobin i rødmen, hvorved disse rammes og gradvist bliver lysere.
- Lys yag laser skaber en stråle af intensivt lys, der trænger dybt ind i hudens væv rettet mod den vaskulære læsion, som rammes og gradvis bliver lysere.
Hudforyngelse
- Ellipse lys er en hurtig, effektiv og næsten smertefri behandling. Lyset ledes gennem glasset til behandlingsområdet. Lyssystemet filtrerer det unødvendige lys fra, med et dual mode filter. Derved rammer kun det lys, der skal bruges til behandlingen af din hud. Lyset korresponderer med kroppens naturlige indhold af melanin i brune pletter og hæmoglobin i rødmen, hvorved disse dør, når de rammes. Lyset stimulerer hudens celler til at øge produktionen af collagen og elastin, som er de elastiske fibre, der giver styrke og smidighed til huden. Huden ser friskere og yngre ud. Fine linjer, pigmentpletter og kar reduceres. Rynker kan IKKE fjernes.
- Kontraindikationer (helbredsmæssige grunde til eller tegn på at Laser/IPL behandling bør undlades):
- Graviditet, pacemaker, visse hjertefejl (arytmier), aktiv herpes inflammation på behandlingsområdet, ikke kontrolleret diabetes, keloid dannelse, ikke kontrolleret hormonforstyrrelse, epilepsi, bløder, tidligere hudkræft, visse medicinske præparater specielt dem der kan give fotosensibilisering. Antikoagulationsbehandling, cancer samt steroid påvirket hud, må der tages individuel stilling til fra gang til gang.
Mulige bivirkninger/komplikationer m.m.
- Der kan forekomme let rødme eller hævelse omkring hårsækkene og i huden samt skægpest, som normalt forsvinder indenfor 48 timer. Hvis man har meget melanin i huden grundet soldyrkelse, kan der forekomme en overfladisk forbrænding, som viser sig som små brune pletter/streger. Dette forsvinder indenfor 2-14 dage.
- Der kan opstå hyper pigmentering af området. I de fleste tilfælde, vil dette dog ikke være permanent, men kan tage op til mindst 1 år, før disse er elimineret.
- Huden bliver let til meget rød og der kan forekomme hævelser, som normalt forsvinder indenfor 48 timer. Der kan i sjældne tilfælde opstå ikke overfladiske brandsår med efterfølgende opståede blærer, som kan give risiko for ar dannelse.
Før behandlingen
- Der må ikke tages sol/solarium 4 uger før en behandling. 8 dage før behandling må der ikke anvendes selvbruner i behandlingsområdet.
- 4 uger før behandling må der IKKE vokses, bruges pincet, hårfjerningscremer eller afblegning på behandlingsområdet (kun gældende ved permanent hårreduktion).
- Ved konsultation SKAL hårene have en længde af mindst 3 mm.
- På 1. behandlingsdag skal det/de behandlede områder være barberet med 90%, dvs. i hvert behandlingsområde skal de resterende 10% være med hår i områder af ca. 5×5 cm og disse hår skal have en længde af mindst 3 mm.
- På alle andre behandlingsdage SKAL det behandlede område være nyvasket, uden makeup og helt glatbarberet. (Glatbarberet er kun gældende for permanent hårreduktion). Såfremt hår ikke er barberet eller makeup ej er fjernet, vil der blive opkrævet et beløb på kr. 100-300 alt efter størrelse af område.
- Selve behandlingen og forløbet. Permanent hårreduktion:
- IPL-hovedet er af krystalglas (1 cm bred x 5 cm lang). På det behandlede område lægges ultralydsgele og herefter placeres glasset oven på geleen. Ved et tryk på glasset tilføres huden nu lysstrålen og hårsækken opfanger lyset. Behandlingen føles som varme prik i huden. Efterfølgende kan der forekomme en let kløen i huden et kort øjeblik. Varmen fra IPL lyset fanger det mørke pigment i hårrødderne og dræber disse (såfremt det er i vækstfase). Herefter går der mellem 8-21 dage før hårene afstødes.
- Det er kun hår i vækstfasen, som kan reagere på behandlingen. Antallet af hår i vækstfasen varierer fra hele 10-70% afhængigt af, hvor det er på kroppen, ligesom vækstcyklusserne også varierer. Ved mørke hår og lys hud er det mest almindeligt med mindst 6-8 behandlinger. Er huden mørkere eller hårene lysere kræves flere behandlinger. Længden og timingen af vækstfaserne influeres af flere faktorer, så som hvor på kroppen håret vokser, hårvækstens tæthed, hårets tykkelse, etnisk oprindelse, hormonstatus og alder.
Selve behandlingen og forløbet. Karsprængninger
- IPL: IPL-hovedet er af krystalglas (1 cm bred x 5 cm lang). På det behandlede område lægges ultralydsgele og herefter placeres glasset ovenpå geleen. Lyset ledes gennem glasset til behandlingsområdet, hvor det føles som varme prik.
- YAG Laser: En laserstråle som kan indstilles til forskellige størrelser, alt efter tykkelsen på karsprængningen. På det behandlede område lægges ultralydsgele og herefter ”skydes” langs karsprængningen. hvor det føles som varme prik.
- Antal behandlinger afhænger af, hvor der behandles. Mest almindelig er 3-6 gældende for både IPL og YAG.
- Selve behandlingen og forløbet. Hudforyngelse:
- IPL: IPL-hovedet er af krystalglas (1 cm bred x 5 cm lang). På det behandlede område lægges ultralydsgele og herefter placeres glasset oven på geleen. Lyset ledes gennem glasset til behandlingsområdet, hvor det føles som varme prik.
- Der anbefales 3-6 behandlinger.
Det forventede resultat. Permanent hårreduktion
- Efter endt behandling, må påregnes 1-2 årlige ”genopfriskninger” (for mænd 3-4 årlige genopfriskninger). Dette er fordi, at der i mellemtiden er hår, som er blevet aktive i vækstfasen og som ikke før har været aktive. Man kan ikke fjerne hår 100%. Det forventede resultat er sædvanligvis en reduktion på 70-90%. Nogle mere og andre mindre. Mænd er sværere at behandle og kræver flere behandlinger grundet deres testosteronproduktion. Dette gælder også for kvinder med hormonelt betinget hårvækst (f.eks. PCO), overgangsalder, efter graviditet samt medicinindtagelse.
- Der skal som regel mindst 3 behandlinger til, for at kunne afgøre, om behandlingerne har en effekt. Der gives ingen garanti på behandlingens effekt (ej heller efter 3 behandlinger), da erfaringer har vist, at der er enkelte kunder, der ikke er modtagelige for behandlingen.
Det forventede resultat. Karsprængninger
- Efter endt behandling, må påregnes 1-2 årlige ”genopfriskninger” for at vedligeholde resultatet. Ved behandling med IPL eller YAG forventes den vaskulære læsion indenfor 2-4 måneder gradvist at blive reduceret. Ikke alle kar kan fjernes helt. Såfremt der ikke er blod nok i karret, kan dette ikke fjernes. Jo tydeligere den vaskulære sprængning er, jo bedre effekt giver behandlingen. Det forventede resultat er sædvanligvis en reduktion på 70-90% på de behandlede områder. Nogle mere og andre mindre.
- Der skal som regel 2 behandlinger til for, at kunne afgøre om behandlingen har en effekt. Der gives ingen garanti på behandlingens effekt, da erfaringer har vist, at der er enkelte kunder, der ikke er modtagelige for behandlingen.
Det forventede resultat. Hudforyngelse
- Efter endt behandling, må påregnes 2-4 årlige ”genopfriskninger” for at vedligeholde resultatet. Ved stimulering af underhuden med IPL forventes huden at genvinde noget af sin fylde og spændstighed. Ved behandling udskydes tidspunktet for rynkedannelsen og huden bliver sundere at se på. Jo lysere huden er, desto bedre virker behandlingen. Huden ser friskere og yngre ud. Rynker kan IKKE fjernes.
- Der gives ingen garanti på behandlingens effekt, da erfaringer har vist, at der er enkelte kunder, der ikke er modtagelige for behandlingen.
Efter behandlingen
- Der må ikke tages sol 2-4 uger efter en behandling. Du kan dog godt opholde dig i solen, såfremt du bruger vores anbefalede solfaktor fast hver 3 time med mindst indeholdende solfaktor spf 50. Solfaktor spf 50 og derover SKAL anvendes for hver dag året rundt for, at undgå pigmentering i huden.
- Man kan blive lidt mere ”nusset/beskidt” at se på, da kar og pigment indenfor 48 timer, kan trække lidt frem. Dette forsvinder igen.
- Svømmehal frarådes indtil 8 dage efter behandling af karsprængninger. Der må ikke bruges peeling 8 dage efter behandling af karsprængninger.
- Der kan opstå mulige bivirkninger. (Se ovenstående afsnit: Mulige bivirkninger/komplikationer m.m.)
- Lovpligtig Patientforsikring samt registreringsgebyr.
- Grundet Regeringen har vedtaget en lovpligtig indførelse af ”Patientforsikringsbetaling”, pålægges alle patientbetalinger et patientforsikringsgebyr på 5%. Dette gebyr skal således tillægges alle oplyste priser. Til gengæld er alle vores patienter sikret dækning iht. Den Offentlige Patientforsikring.
- Grundet opkrævning af Registreringsgebyr, pålægges klienten et én-gangs registreringsgebyr pålydende kr. 250.
Gebyr for udeblivelse/afbud
- Afbud skal meddeles 24 timer før ellers opkræves fuld behandlingspris og regning vil blive fremsendt. Der kan lægges besked på telefonsvarer såfremt vi ikke tager telefonen eller klinikken har lukket. Mail er ikke gældende som gyldigt afbud.
- Der opkræves ikke fuld behandlingspris ved sygdom eller arbejdstilkald blot dette meddeles samme dag. Der kan lægges besked på telefonsvarer såfremt vi ikke tager telefonen eller klinikken har lukket. Mail er ikke gældende som gyldigt afbud.
Behandlingerne udføres af Cosmetic Laser Klinik Lavida ved Sygeplejerske og Laserterapeut Karina Dalboe Nielsen. Derudover forestår ansvarlig Speciallæge Jakob Nieslen samt den/de tilknyttede sygeplejersker for forundersøgelser (stiller indikation mm), samt behandler ligeledes med IPL og Laser. Alle er registreret i Styrelsen for Patientsikkerhed som IPL/laserbehandlinger påkræver. Styrelsen for Patientsikkerhed foretager jævnligt tilsyn og resultatet heraf kan ses på deres hjemmeside www.stps.dk.Du er altid velkommen til at tage en person med til dine forundersøgelser/behandlinger.
Ved tvivlsspørgsmål eller andre spørgsmål kan Karina Dalboe Nielsen kontaktes: Mandag – Fredag kl. 10-16 på 4220 4603. Såfremt telefonen ikke bliver taget, så læg blot navn og nr. og der vil blive taget kontakt hurtigst muligt. Det er også muligt at rette henvendelse til Karina på e-mail til kliniklavida@kliniklavida.dk dog vil svar tiden her være mellem 1-4 dage.
Ved tidsbestilling, afbud eller ændringer i tidsbestilling skal nedenstående klinik kontaktes og ikke Karina Dalboe Nielsen.
TOP CLINIC, Nørregade 10A, 7100 Vejle. Tlf. 75835095
Udarbejdet af læge Anker Lærkeborg.